Særskilte handelsbetingelser for Ofir aftalekunder

– for Ofir Annonceringsaftale og Ofir licensaftale

Generelle betingelser for brug af Ofir.dk
Generelle handelsbetingelser
Tekniske oplysninger
Forskelsbehandlingsloven



Alle handler mellem kunden og Ofir foretages i henhold til nedenstående Særskilte handelsbetingelser for Ofir aftalekunder og de Generelle betingelser for brug af Ofir.dk samt de Generelle handelsbetingelser. De til enhver tid gældende betingelser for de produkter, som Ofir tilbyder, ajourføres og er tilgængelige på Ofir.dk/arbejdsgiver/betingelser.

Tilbud om aftaler med Ofir

Alle tilbud er kun gældende ved kundens skriftlige accept inden 30 dage fra tilbuddets datering. Tilbud, der ikke accepteres senest 30 dage efter fremsendelsen, annulleres.

Alle aftaler med Ofir indgås på baggrund af de til enhver tid gældende priser, som forefindes på Ofir.dk.

Alle aftaler med Ofir indgås på dansk. Ofir tager forbehold for eventuelle trykfejl og ændringer.

Køb af annonceringsprodukter i Ofir jobunivers

Ofir annonceringsprodukter kan bestilles samlet som et forventet årligt forbrug eller købes enkeltvis efter behov.

Indgår kunden en samlet Ofir annonceringsaftale om køb af et forventet årligt forbrug af jobannoncer, erstatter denne eventuelt tidligere indgået Ofir annonceringsaftale. Omsætningsrabatten justeres jf. seneste aftale – både for de allerede foretagne køb og de fremtidige køb (se "Omsætningsrabat").

Køb af Ofir licensprodukter

Købet af et Ofir licensprodukt er gældende, indtil det opsiges, dog er købet gældende i minimum 12 måneder (se "En aftales løbetid og opsigelse").

Betalingsbetingelser for Ofir licensprodukter

Licensbeløbet faktureres forud for et år ad gangen (rullende 12 måneder). Licensbetalingen forfalder i de følgende år til betaling 14 dage fra fakturadato.

Betalte licenser refunderes ikke, og kunden er ikke berettiget til at foretage modregning i forhold til licensbeløbet eller tilbageholde nogen del af licensbeløbet.

Omsætningsrabat

Kunden, der har indgået en aftale med Ofir, er berettiget til en omsætningsrabat ved køb af annonceringsprodukter i Ofir jobunivers. Omsætningsrabattens størrelse afhænger af de konkrete årlige køb, opgjort som en 12 måneders rullende bruttoomsætning for samtlige af de køb, kunden foretager i Ofir jobunivers inkl. køb af Ofir licenser.

Indgår kunden en aftale om en samlet bestilling af Ofir annonceringsprodukter og eventuelt Ofir licensprodukter, vil den omsætningsrabat som hele bestillingen berettiger til, blive fratrukket allerede ved det første køb af annonceringsprodukter.

Der gives ikke omsætningsrabat på køb af Ofir licensprodukter.

Omsætningsrabatprocenten vil af Ofir blive justeret minimum halvårligt til at være i overensstemmelse med den faktiske bruttoomsætning på Ofir annonceringsprodukter og eventuelt Ofir licensprodukter.

Såfremt kunden har indgået en Ofir annonceringsaftale, og den aktuelle bruttoomsætning på Ofir annonceringsprodukter og eventuelt Ofir licensprodukter viser sig at være mindre end det, tilsagnet udgjorde, og kunden derved har fået en større end berettiget rabat, vil Ofir efterfakturere den for meget givne rabat, og omsætningsrabatprocenten vil blive nedsat til den aktuelt forventede bruttoomsætning.

Skulle det omvendte imidlertid vise sig at være tilfældet, hvor kundens bruttoomsætning på Ofir annonceringsprodukter og eventuelt Ofir licensprodukter er større end aftalt, og kunden derved er berettiget til en større rabat end den allerede givne, da vil kunden blive godskrevet den for lidt givne rabat, og omsætningsrabatprocenten vil blive sat op til den aktuelt forventede bruttoomsætning.

Den således justerbare omsætningsrabat vil kontinuerligt blive ydet på køb af Ofir annonceringsprodukter.

Forudbetaling i forbindelse med Ofir annonceringsaftale

Det er muligt for kunden at indgå en aftale om forudbetaling af et beløb ud fra et estimeret årligt forventet forbrug. Et forudbetalt beløb kan frit anvendes til køb af annonceringsprodukter i Ofir jobunivers, men ikke til betaling af fremtidige årslicenser (se ”Betalingsbetingelser for Ofir licensprodukter”).

Fakturabeløbene vil løbende blive fratrukket saldoen på det forudbetalte beløb.

Et ikke brugt forudbetalt beløb er gældende til beløbet er opbrugt eller aftalen opsiges/udløber.

Forudbetalte beløb tilbagebetales ikke.

Ændres priser for annoncering i Ofir jobunivers jvf. Ofir.dk gælder samme betingelser som ved løbende betaling i relation til pris.

En aftales ikrafttrædelse

En aftale træder i kraft ved begge parters underskrift, og når Ofir modtager aftalen.

Ofirs forpligtigelser i henhold til aftaletekst bortfalder dog, såfremt kunden ikke har returneret aftalen i underskrevet stand senest 30 dage fra udskriftdatoen angivet i aftalen (se "Tilbud om aftaler med Ofir"). Såfremt kunden indgår en aftale med samlet bestilling af Ofir annonceringsprodukter og eventuelt Ofir licensprodukter træder denne i kraft ved kundens accept og Ofirs modtagelse af aftalen.

En aftales løbetid og opsigelse

En aftale er gældende indtil den opsiges skriftligt af en af parterne jvf. det i den pågældende aftale anførte varsel. Dog kan Ofir ikke opsige aftalen til et tidligere tidspunkt end, hvortil kunden har betalt for en ydelse, med mindre kunden misligholder aftalen.

Såfremt aftalen misligholdes af én af parterne, kan aftalen opsiges uden varsel. Misligholdes aftalen af kunden, forfalder evt. udestående til øjeblikkelig betaling.

Ofir annonceringsaftale kan fra såvel kundens, som Ofirs side, opsiges med 14 dages varsel. Ofir refunderer ikke et eventuelt forudbetalt beløb ved en kundes egen opsigelse eller ved kundens eventuelle misligholdelse af aftalen. Kundens omsætningsrabat vil blive justeret ved en opsigelse i henhold til betingelserne for omsætningsrabat. Se under "Omsætningsrabat".

Aftale om Ofir licensprodukter kan fra såvel kundens, som Ofirs side opsiges efter 9 måneder til udgangen af en måned med 3 måneders varsel. Ofir refunderer ikke et eventuelt betalt licensbeløb, såfremt kunden opsiger aftalen til udløb på et tidspunkt, der ligger forud for afslutningen for den periode, hvortil kunden har betalt licens. Alle henvendelser vedrørende opsigelse fra kundens side skal rettes skriftligt til Ofir Kundecenter: kundecenter@ofirjob.dk – oplys venligst kundenr.

Lov og værneting

Enhver tvist som måtte opstå i forbindelse med aftaler mellem kunden og Ofir, herunder tvister vedrørende aftalers eksistens eller gyldighed, skal afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne og til enhver tid gældende regler.

Gyldighed

Disse betingelser er senest opdateret den 24. juli 2017 og erstatter alle tidligere gældende Særskilte handelsbetingelser for Ofir aftalekunder. Disse betingelser er gældende indtil nye udsendes.